Årets sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen viser, at danskernes mentale helbred er dårligere end nogensinde før. Det koster dyrt for individet og samfundet. Alene udgifterne til stress og psykisk nedslidning skønnes at ligge på 14 milliarder kroner årligt i form af sygefravær og tidlig død. Ifølge en af landets førende stresseksperter skal årsagen til det forværrede mentale helbred findes på arbejdsmarkedet og i samfundsstrukturerne.

Vred, utålmodig, rastløs, bekymret, nervøs, ømme muskler, hjertebanken, søvnproblemer og manglende lyst til at se andre. Symptomerne på stress er ofte ens, og ifølge Sundhedsstyrelsens sundhedsprofil rammer de flere end nogensinde før.

Resultaterne fra sundhedsprofilen udkom i marts i år, og de viser en befolkning med et skrantende mentalt helbred. Sundhedsprofilen vurderer, at 16 % af alle kvinder har et dårligt mentalt helbred. For mændene er tallet på 11 %. Værst ser det ud for de unge kvinder mellem 16 og 24 år, hvor næsten en fjerdedel mistrives mentalt, og 41 % har et højt stressniveau. Det er 8 procentpoint flere end i 2013, da Sundhedsstyrelsen udarbejdede deres seneste sundhedsprofil.

Ifølge Thomas Milsted, der er medlem af Stresstænketanken og tidligere leder af Center for Stress og Trivsel, ligger en stor del af skylden på arbejdsmarkedet og i samfundsstrukturerne.

Senmoderne menneske uden ståsteder

I sin seneste bog, ”Stresset. Hvornår har du selv et ansvar”, skriver Thomas Milsted, at de traditionelle roller inden for familien og i lokalsamfundet er blevet tømt for indhold. Det resulterer i, at det senmoderne menneske mangler ståsteder. Et sted, hvor man dog altid kan søge hen – og hvor stadigt flere finder essensen af deres identitet – er på arbejdet. Dermed får jobbet større betydning end tidligere, og trusler mod ens ansættelsesforhold bliver pludselig også til trusler mod ens identitet.

Og ansættelsesforholdene kan nemt komme under angreb. For Milsted at se bevæger Danmark sig hen mod at blive et udpræget videnssamfund. Det fører fire problemer med sig, der kan give stress og mental mistrivsel.

Det første problem er arbejdsmarkedets stigende fokus på kvantitet frem for kvalitet. Det bunder i forholdene på arbejdsmarkedet, der forandrer sig så hurtigt, at man ofte må nøjes med løsninger, som er et stykke fra det optimale. Problemet er paradoksalt, fordi uddannelseslængden og vidensniveauet i Danmark er på sit højeste. Der er ofte bare ikke tid til at gå i dybden med sin viden.

Andet problem er fraværet af stabile perioder, der giver plads til ro, refleksion og fordybelse. Der findes færre steder og strukturer, som skaber tryghed og muligheden for bare at være til stede – uden at ”være på”.

Tredje problem er, at arbejdet er blevet en magtfuld medskaber af identiteten, så lykkes man ikke som medarbejder, fejler man som menneske. Fjerde og sidste problem er, at stress og trivsel er blevet et individuelt ansvar frem for et kollektivt.

Disse fire samfundsforhold kan føre til mistrivsel. Dels fordi de risikerer at skrue tempoet for højt op, dels fordi de udfordrer medarbejderne på deres integritet som mennesker og fagpersoner.

I tråd med disse fire problemer, som Milsted peger på, viser undersøgelser, at de væsentligste årsager til stress er tidspres, utryghed, ledelsesstil og en uholdbar work-life-balance.

Proaktiv trivselspolitik

Som medarbejder og ledelsesgruppe skal man ifølge Milsted tage de fire problemer og de væsentligste årsager til stress alvorligt. Fra ledelsens side handler det om at arbejde proaktivt med trivslen og forsøge at skabe robuste organisationer. I praksis vil det sige at udarbejde trivselspolitikker, som medarbejderne er dybt involverede i, og på baggrund af politikkerne at opstille rammer, hvori medarbejderne føler sig trygge. Det er nemlig i trygge og sikre omgivelser, at de kan opbygge robusthed og modstandskraft – og ikke i de meget foranderlige, som snarere fører til kynisme.

Som medarbejder handler det om at genkende stressens kendetegn – og om at reagere på dem, når de viser sig. I ”Stresset. Hvornår har du selv et ansvar” skriver Milsted, at reaktionen på stress stammer fra en fjern fortid, og at den evolutionært blev udviklet som en hjælp til at redde sig selv ved at tage flugten eller gå til angreb. Men mekanismerne i stressreaktionerne er næsten altid overdrevne i dag, for hvor ofte er man reelt set truet på sin eksistens?

Derfor skal man som medarbejder heller ikke bebrejde sig selv, hvis man føler sig stresset. I stedet skal man respektere kroppens reaktion og forsøge at forstå, hvorfor den opfører sig, som den gør.

Milsted forklarer, at strukturerne i hjernen, der udløser stress – meget forenklet – føler snarere end tænker. I praksis betyder det, at når hjernen udsender stresshormoner til kroppen, så skyldes det de følelser, som situationen udløser, og ikke den analytiske vurdering af situationens beskaffenhed.

Her skal man især være opmærksom på grundfølelserne angst og vrede, som er forbundet med den primitive logik, at alt, hvad hjernen oplever som farligt, også er livstruende. Hjernen vil altså vurdere, hvilken adfærd der er hensigtsmæssig for at overleve eller undgå skade, ud fra følelserne af angst og vrede. For eksempel er det angsten for at falde ned, der giver stressfølelse, snarere end selve det at flyve.

Et liv med mindre stress

Et liv, hvor stressen er skruet ned, bygger derfor på en indsigt i sine følelser og en forståelse for, at stressen i sig selv blot er en harmløs struktur i menneskets overlevelsesmekanisme. En struktur, der er ældre end de strukturer, som kan tænke og analysere, der først kom til meget senere i evolutionen.

Med større selvindsigt kan man bedre forholde sig til følelserne og på den måde lettere undgå, at de overmander en. Som eksempler nævner Thomas Milsted, at det ikke er jordens undergang, hvis man kommer for sent, overskrider en deadline, laver en fejl eller brænder maden på. Det er i hvert fald sjældent noget, der er livstruende, og derfor retfærdiggør, at man føler stress.

På samme måde står og falder ens liv sjældent med succesen i jobbet. Men jo stærkere man binder sin identitet op på jobbet, jo større risiko er der for at få stress. Rådet fra Milsted er derfor, at de mål, man opstiller, ligger uden for ens jeg, så de ikke bliver en måde at beskrive sig selv på. Det kan give tryghed på lang sigt og i de trygge rammer skabe den fornødne indsigt og modstandskraft til at genkende og afvise stressen, når den viser sig.

Anbefalet af Dansk HR