Interviewguide: Hovedet i KompetenceProfilen del 2

Her på bloggen har vi tidligere skrevet om tre af de træk, der indgår i KompetenceProfilens hoved. I denne interviewguide går vi videre til at kigge på de to sidste træk, der hører med til hovedet, nemlig ’risikovillighed’ og ’selvbeherskelse’.

Risikovillighed

Trækket ’risikovillighed’ består af to yderfløje, som ligger på et kontinuum. På den ene side ligger risikovillig. Her foretrækker man et arbejde, hvor der skal træffes mange og hurtige beslutninger. Læring sker ved at prøve sig frem. Det betyder, at man typisk er impulsiv, handler spontant og gerne bruger sin fornemmelse.

På den anden side ligger sikkerhedsorienteret, hvor man foretrækker opgaver med den størst mulige grad af sikkerhed og forudsigelighed. Man kontrollerer og tjekker tingene af. Og så tænker man sig godt om og garderer sig mod det uventede.

Når du skal belyse trækket ’risikovillighed’ og bestemme, hvor på kontinuummet mellem de to yderfløje en respondent ligger, kan du med fordel gøre brug af disse fem spørgsmål:

  1. Hvilken type beslutninger tager du i dit arbejde? Har du tid til at tænke over dem, eller skal de træffes hurtigt?
  2. Kan du fortælle om en beslutning, som du har truffet, der ikke blev så vellykket? Hvad handlede den om, og hvad har du lært af den?
  3. Hvilken slags beslutninger synes du, er sværest at træffe? Og hvad er grunden til, at de er svære at træffe?
  4. Har du på noget tidspunkt taget en beslutning, der udelukkende baserede sig på følelser? Hvad var det for en beslutning, og hvordan blev resultatet?
  5. Har du været nødt til at træffe en beslutning, selvom du har følt, at du havde brug for yderligere information og flere fakta? Hvordan gik det?

Ved trækket ‘risikovillighed’ skal man være opmærksom på, at det er et udvidet træk, og risikovilligheden derfor kan være enten kalkuleret eller intuitiv.

Impulsivitet

‘Impulsivitet’ er det sidste træk, der hører med til hovedet. Det udgøres af yderpunkterne selvbehersket på den ene side og impulsiv på den anden.

Som impulsiv er man temperamentsfuld, viser følelser og lader sig let ophidse i stressede og pressede situationer. Man farer hurtigt op, men falder for det meste hurtigt ned igen.

Som selvbehersket lægger man vægt på at kunne beherske sig og bevare roen i enhver situation. Man lader ikke sine følelser få frit løb. I stedet bevarer man roen under pres og sætter pris på mennesker, der kan beherske deres temperament.

Når du skal spørge ind til ’impulsivitet’, kan du bruge disse fem spørgsmål:

  1. Hvordan plejer du at håndtere pressede situationer i dit arbejde?
  2. Hvad gør dig vred og oprevet? Og hvordan kommer det til udtryk?
  3. Hvornår har du sidst været rigtig irriteret på nogen eller noget i dit arbejde? Hvordan løste det sig?
  4. Hvilke konsekvenser kan du se, at der er ved at være udpræget behersket?
  5. I hvilke situationer føler du, at det er specielt vigtigt, at man er tydelig med at vise sine følelser?

Vil du have mere inspiration til KompetenceProfilen eller til, hvilke spørgsmål du kan stille i løbet af jobsamtalen, er du altid meget velkommen til at kontakte adm. direktør Rasmus Mortensen eller chefkonsulent Lotte Mølgaard.

Del på LinkedIn

Relaterede artikler

Menu