Balance mellem mennesker – dette er Garudas vision, som vi dagligt efterstræber, både når vi taler med hinanden, vores kunder og andre, samt når vi udvikler vores ydelser. Men kan vi gøre mere? Det sætter vi fokus på i dette nyhedsbrev. Nedenfor kan du læse om et forslag til, hvordan vi kan bringe balance mellem mennesker.
Har du også forslag eller kommentarer til, hvordan man kan bringe balance mellem mennesker? Så skriv dem gerne til os, så vi kan dele tilgangen i vores nyhedsbreve. Og hvem ved—måske står du en dag som medforfatter på en Garuda-bog om netop dette emne.
Balance mellem mennesker i en konflikt
En god måde at håndtere en konflikt på er at overveje både den bedste og den værste tolkning af, hvad der skete, og derefter nøgternt erkende, at sandheden sandsynligvis befinder sig et sted imellem. Hvis du for eksempel har en kollega, der tre gange i træk er kommet for sent til dit møde, kunne mulige tolkninger være:
- Bedste tolkning: Personen har ekstremt travlt, men alligevel prioriterer de mødet og kæmper sig frem for at nå det.
- Værste tolkning: Personen respekterer hverken mig, mit møde eller de øvrige mødedeltagere, og det afspejler sig i deres adfærd.
Tricket her er, at du aktivt vælger—særligt hvis du er leder—den bedste tolkning af en persons adfærd. Hvorfor?
- Du kan gå ind i den svære samtale på det laveste eskalationsniveau.
- Du giver personen en relativt positiv forklaringsmodel, som de kan leve op til. I eksemplet: Ja, jeg vil gerne prioritere møderne. Ja, jeg har travlt. Og ja, jeg skal se, om jeg kan planlægge det lidt bedre fremover.
- Du har også forberedt dig på andre mulige udfald. Hvis samtalen bevæger sig i en mere negativ retning, ved du, at du ikke har fremprovokeret det—men du har stadig haft mulighed for at forberede dig på den situation.
Balance mellem mennesker til dagligt
Det behøver dog slet ikke altid at handle om konfliktsituationer. I endnu højere grad kan det være en tilgang, du aktivt vælger—særligt hvis du er leder—når du til daglig tolker andres adfærd. Hvorfor?
- Du tolker generelt personer ud fra den mest positive vinkel og handler derefter, hvilket giver dine medarbejdere muligheden for at være den bedste version af sig selv på arbejdet. Det påvirker både deres selvforståelse, motivation og samarbejdsmønstre. Tænk, hvis du selv altid var blevet mødt på den måde!
- Du træner dig selv som leder i at skabe en tillidsbaseret balance mellem mennesker—og måske endda i at blive et bedre menneske selv, ved altid at se det gode i andre og løfte dem op. Du sikrer at ansatte ikke hele tiden skal spørge sig selv om; ”Mon han nu misforstod hvad jeg sagde, mon han i virkeligheden synes jeg er til besvær!”.
- Dog skal du naturligvis ikke være naiv og lade folk misbruge din tillid. Indimellem må du nøgternt konkludere, at realiteten ikke lå helt ovre i den positive ende af spektret. Men det er også helt okay—du gav personen en mulighed, som ikke blev grebet, og nu justerer du din positive forståelse lidt. Du arbejder videre derfra, stadig med udgangspunkt i ’det nye’ mest realistisk positive tolkning af det udfaldsrum, du ser—nu lidt klogere og med en ny indsigt i vedkommendes udviklingspotentiale.
Har du forslag til konkrete måde man kan fremme balancen mellem mennesker, så skriv dem til gert@garuda.dk.