I år er det fire årtier siden, at Finn Havaleschka stiftede Garuda. I løbet af de sidste 40 år har Garuda perfektioneret egne personprofiler til rekruttering, udvikling og outplacement.

Profilanalysen var den første personprofil, som Garuda gik på markedet med i 1982, og som senere har ændret navn til KompetenceProfilen. Siden er mange andre hyppigt anvendte personprofiler og HR-produkter kommet til. Personprofilerne FokusProfilen, BasisProfilen, e-rekrutteringssystemet JobMatchProfile og den kognitive test Garuda Logik kender de fleste Garuda-brugere sandsynligvis efterhånden. Senest er automatiske videojobannoncer fra JobSpots samt den samlede digitale platform Garuda Universe blevet en del af produktporteføljen.

I løbet af årene har Garuda med Finn Havaleschka som ”grøn” opfinder også udtænkt mere nicheprægede løsninger. Løsningerne har altid haft fokus på at bringe dialogen i centrum – og selvom vi i dag kan trække på smilebåndet over enkelte løsninger, som ikke for alvor fik det store markedskendskab, så har løsninger som Kultur- & KlimaProfilen, GolfProfilen, FusionsProfilen, Udviklingsspiralen og mange andre større og mindre spørgeskemaer set dagens lys og bidraget til harmoni og balance mellem mennesker. Særligt kuriøs var RytterProfilen til hestesporten, som forsøgte at dække en efterspørgsel, der ikke viste sig at være tilstrækkelig stor.

Lokal rodfæstning, globalt udsyn

I dag anvender mange hundrede private virksomheder og offentlige organisationer én eller flere af Garudas produkter, som alle er udviklet ud fra samme udgangspunkt, nemlig værdisætningen ”Vi skaber balance mellem mennesker”. Ud fra denne værdisætning arbejder flere tusinder brugere både nationalt og internationalt dagligt med Garudas værktøjer og ydelser – og i kraft af oversættelser til mere end 20 forskellige sprog bidrager værdisætningen til utallige samtaler og processer årligt.

Garudas løsninger er udtænkt og udviklet i Danmark og henvender sig til det skandinaviske og globale marked. Denne lokale rodfæstning er vigtig for Garuda at holde fast ved i årtier med tiltagende globalisering, fordi menneske- og ledelsessynet i Skandinavien er særegent, og det skal afspejle sig i de HR- og ledelsesværktøjer, der benyttes her. For ledelse i Skandinavien er – på trods af globaliseringens påvirkning på tværs af kontinenter – noget særligt, som skal værnes om.

Rasmus Hall Mortensen, adm. direktør hos Garuda, fortæller om jubilæet:

”Selvom der naturligvis er sket meget i løbet af fire årtier, er mange af vores tilgange fortsat de samme. Værdisætningen om at skabe balance mellem mennesker har lydt sådan gennem alle årene, og det er vores ønske om at bidrage til motivation, harmoni og trivsel på jobbet – med de fordele, det fører med sig for medarbejder og arbejdsplads – som er essentielt for samtlige af vores værktøjer og ydelser. Samtidig har det altid været kernen for os at sikre en intuitiv forståelse og tilgængelighed. Sidstnævnte har naturligvis stor betydning, når vi udvikler fremtidens digitale løsninger. Personligt er jeg stolt af at have sikret denne værdimæssige tråd gennem alt, hvad vi laver. Og jeg kan konstatere, at vores tilgang er noget, som vores mange tilfredse brugere lægger særligt vægt på, også selvom tilgangen og menneskesynet med få ændringer er de samme, som de altid har været. Måske er det denne insisteren på personligheden som udgangspunktet for vellykket samarbejde og ledelse, der ræsonnerer hos vores brugere i en tid med mange modebetegnelser og -retninger. Her står Garuda anderledes stabilt og sikrer anciennitet.”

”Jeg fortsætter, til jeg bliver 96”

Finn Havaleschka, Garudas stifter og grundlægger, glæder sig over jubilæet:

”For mig har det været spændende og udfordrende, udviklende og berigende – og i perioder selvfølgelig også hårdt – at have været en del af Garuda siden 1982. Og det er en stor lykke for mig at opleve, hvordan Garuda ser ud i dag. Da jeg stiftede Garuda i 1982, kom jeg med min ballast fra  min uddannelse i statskundskab, hvor jeg specialiserede mig i trækteori, personprofiler og rekruttering. Dertil havde jeg min erhvervsmæssige erfaring fra Mercuri, IBM og Bang & Olufsen. Fra både forskning og praktik så jeg en klar mangel i den måde, vi rekrutterede på dengang, både i Danmark og internationalt. Den mangel har jeg forsøgt at udbedre lige siden. Jeg er dog ikke færdig endnu og regner med at fortsætte, til jeg bliver 96”, fortæller Havaleschka med et grin.

Garuda markerer blandt andet sit 40-års jubilæum med en ny bog skrevet af Finn Havaleschka. Den hedder ”Personlighedsbestemt ledelse” og opridser kernen i den måde, Garuda forstår og bedriver ledelse på. Bogen udkommer i maj 2022.