Når vi dykker ned i data og sammenligner unge medarbejdere i aldersgruppen 21–25 år med erfarne i alderen 45–49 år, ser vi nogle markante forskelle, når vi ser nærmere på de 16 personlighedstræk, som KompetenceProfilen måler på. Det skal her understreges, at de forskelle vi ser i mellem aldersgrupper ikke er generations specifikke, vi finder dem i Garuda data på tværs af årtier. Et synspunkt der bekræftes af Florian Keppeler, der netop forsker i dette felt på Aarhus Universitet, og som også ved flere lejligheder har givet udtryk for, at de trends vi ser for generation Z, er en del af en udvikling der er pågået over årtier.
Om alle omstændigheder rejser det et vigtigt spørgsmål: Hvad skal ledere og organisationer være særligt opmærksomme på, når de møder den yngre generation på arbejdspladsen – med afsæt i de mønstre og tendenser, vi ser i dataene?
Hovedet – behov for struktur og tryghed
De unge medarbejdere viser generelt et større behov for struktur, klare regler og tydelige rammer i deres arbejde. Det kan skyldes at mange er nye på arbejdsmarkedet og stadig er i gang med at opbygge deres erfaring og selvtillid. Klare forventninger kan give dem tryghed, så de ved, hvordan de bedst kan præstere og undgå fejl.
Den yngre generation efterspørger mere information om detaljer og har en større tilbøjelighed til at søge tryghed og sikkerhed, før de træffer beslutninger. Samtidig har de mindre lyst til at beskæftige sig med komplekse og vanskelige problemstillinger, hvilket kan tolkes som et ønske om forudsigelighed og overskuelighed i opgaveløsningen.
Hjertet – socialt fokus, men lavere tolerance
Ser vi på hjertet peger personlighedstrækkene i retning af, at de unge har et større behov for sociale fællesskaber og relationer på arbejdspladsen. Samtidig viser data, at de er mindre tolerante overfor mennesker, der er anderledes end dem selv. Det kalder på ledelse, hvor der på arbejdspladsen er plads til at dyrke de sociale fællesskaber og hvor der i ledelsen er en opmærksomhed overfor, at de unge er mindre rummelige.
Benene – præstation og sårbarhed
Når vi ser på handlemønstre, fremstår de unge som mere præstationsorienterede og konkurrerende. De har høje ambitioner og stiller store krav til sig selv.
Dette modbalanceres med at de samtidig er de mere sensitive og selvkritiske – hvilket vidner om en vis sårbarhed.
Denne kombination – høje krav og selvkritiske/sensitive – kan skabe et spændingsfelt, især i hektiske og foranderlige arbejdsmiljøer, hvor tempoet og kravene er høje.
Hvad betyder det for ledelsen af unge mennesker?
De indsigter, vi ser i dataene, peger på nogle klare ledelsesmæssige pejlemærker, når det gælder unge medarbejdere. For det første har de brug for tydelige rammer og klare forventninger – ikke som en begrænsning, men som en måde at skabe tryghed og overblik på. Gennemsigtighed i beslutningsprocesser og adgang til detaljeret information hjælper dem med at navigere sikkert og træffe beslutninger med større selvtillid.
Samtidig skal vi være opmærksomme på deres sociale behov og understøtte det gennem inkluderende fællesskaber, on-boarding med fokus på relationer og løbende feedback. Men fordi de unge også viser lavere tolerance og tillid i nye relationer, er det vigtigt at skabe trygge, stabile relationelle rammer – f.eks. gennem mentorer og teamaktiviteter.
Endelig bør vi som ledere finde balancen mellem at anerkende deres præstationslyst og beskytte dem mod overbelastning. De stiller høje krav til sig selv, men har samtidig brug for ro og stabilitet. Det kalder på ledere, der kan skabe struktur uden at fjerne fleksibiliteten, og som tør tage dialogen om trivsel og indre forventningspres.
Kort sagt: Unge medarbejdere har stort potentiale, men kræver en ledelsesmæssig opmærksomhed, der balancerer tydelighed, anerkendelse og psykologisk tryghed.
Du kan læse mere om vores Profilværktøj her, og vil du styrke dine ledelseskompetencer, kan du læse mere om Garudas lederudviklingskursus
Garudas profiler, i mange udformninger, er blevet udfyldt siden 1982. Det har skabt en skattekiste af data, som man hurtigt kan drukne i. Men hvis du stadig tørster efter viden—måske endda lidt fun facts, så kommer her månedens kryds, hvor vi fremhæver nogle statistiske sammenhænge. Det kan være sammenhænge, der er svære at anvende direkte i hverdagen. Men alligevel viser de ofte konklusioner, som man nok havde på fornemmelsen.