Forberedelserne til EM-slutrunden på hjemmebane har været ramt af corona med aflyste kampe og samlinger til følge. For at optimere de få møder frem mod EM bruger landstrænerne personprofiler og fokus på adfærd til at styrke samarbejdet og kommunikationen mellem spillerne.

Af Mikkel Hune Toxvig, kommunikationsansvarlig hos Garuda

I 2005 tiltrådte Ulrik Wilbek som landstræner for håndboldherrerne. Han besluttede tidligt at indgå samarbejde med Garuda om at udvikle en personprofil målrettet håndboldspillere. Resultatet blev HåndboldProfilen, som Wilbek brugte til at synliggøre styrker og svagheder, uddelegere ansvar og skabe et fælles sprog spillerne imellem. Det var et obligatorisk udviklingsværktøj i jagten på medaljer.

Blandt spillerne dengang var Jesper Jensen og Lars Jørgensen, de to nuværende trænere for kvindelandsholdet. De kunne mærke, at HåndboldProfilen gjorde en forskel for dem. Især når de i dag kigger tilbage.

Derfor har alle spillere og ledere omkring kvindelandsholdet udfyldt HåndboldProfilen som en del af forberedelserne til EM-slutrunden på hjemmebane i december.

Corona-ramt optakt

Tiden frem mod EM har langt fra været optimal. Corona-restriktioner sendte spillerne hjem fra deres klubhold i foråret og førte til aflyste landsholdssamlinger og træningskampe. Derfor har det været afgørende for landstrænerne at udnytte deres sparsomme tid med spillerne så godt som muligt.

For assistenttræner Lars Jørgensen bliver personprofilerne endnu vigtigere af, at landstræner Jesper Jensen kun har været ansat siden marts.

”Profilerne er højaktuelle for os at inddrage nu, når vores muligheder for at arbejde med spillerne er så mangelfulde. I særdeleshed fordi Jesper er relativt nyansat”, siger Lars Jørgensen og fortæller videre, hvad trænerteamet bruger indsigterne fra personprofilerne til:

”Vores tilgang på landsholdet er, at vi hylder og fremmer forskellighed. For det skal være fedt at spille på landsholdet – sportsligt og personligt – ligegyldigt hvilken type du er. Her tilbyder personprofilerne et fælles sprog, vi kan tale ud fra, og som fører til en større forståelse for hinanden.”

Fire fokusområder

HåndboldProfilen består af fire fokusområder. De illustrerer fire arketypiske måder at gå til opgaver på:

  • Den resultatorienterede (rødt fokus)
  • Den fællesskabsorienterede (blåt fokus)
  • Den strukturerede (gråt fokus)
  • Den kreative (grønt fokus)

Hvert fokusområde indeholder kompetencer, svagheder, motivationsfaktorer og måder at kommunikere og samarbejde på.

Bag profilen ligger en teoretisk tese om, at intet fokusområde er bedre end de andre, og at et hold skal bestå af spillere, som tilsammen repræsenterer de fire fokusområder for at kunne præstere.

HåndboldProfilen fra Garuda

Det er nærliggende at tro, at sportens verden rummer flere resultatorienterede typer end andre brancher. Og at de nemmere finder sig til rette og trives i dette miljø, som typisk vurderer succes på antal sejre.

Ifølge Lars Jørgensen er det dog en misforståelse, som HåndboldProfilen hjælper med at tydeliggøre for spillerne.

”Vi skal forstå hinanden og vide, at der er forskellige veje til at vinde. I vores trup er der en overvægt af grå og røde profiler. Det er vigtigt for dem at se, at de blå og grønne stræber lige så meget efter at vinde, som de selv gør. Deres midler for at nå sejren er bare forskellige. Og hvor den røde lukker sig inde eller reagerer udad, når hun taber, agerer den blå anderledes. Uden den viden om hinandens adfærd og reaktionsmønstre, risikerer vi at misforstå hinanden og tror måske, at den blå går mindre op i at vinde end den røde”, forklarer assistenttræneren.

”Af den grund bruger vi også aktivt begreber og farver fra HåndboldProfilen i vores omgang med spillerne: ’Nu er I for grønne, vi har brug for mere struktur her’, ’Vi har været for røde de sidste tre dage uden at lave noget socialt sammen’ eller ’Det er for blåt lige nu, bare sig det mere direkte til mig’ kunne være udsagn fra træningsbanen.”

Kommunikation er alfa og omega

Lars Jørgensen lægger vægt på, at kendskabet til hinandens profiler styrker samarbejdet både mellem trænerteam og spillere og mellem spillerne indbyrdes. Særligt kommunikationen kan betyde forskellen mellem nederlag og sejr.

”Klar kommunikation er alfa og omega i håndbold. Når spillerne kort og klart forstår, hvad vi siger, og hvad vi mener, så hæver det vores chance for at vinde. At de afkoder vores budskaber rigtigt. Bare tænk på, hvor kort tid vi har i løbet af en timeout til at få vores dessiner ud til spillerne.”

”Profilerne fungerer som en slags facilitator eller et sprogligt samlingspunkt, som vi kan tale ud fra. Det skal gerne løfte forståelsen for hinanden og hjælpe os i mål med at fremme og hylde forskellighed.”

”Til slutrunden hænger vi derfor også billeder af alle spilleres og træneres profiler op på hotellet, så de er frit tilgængelige for os alle sammen. De printerede billeder viser både vores normale profiler og PresProfilen, som er et udtryk for, hvordan vi agerer i pressede og stressende situationer. Vi lever jo under stort pres i løbet af en slutrunde. Vi skal præstere. Vi har høje forventninger til os selv. Spiller foran mange seere. Journalister kan skrive negativt om os eller om de enkelte spillere. Og vi skal leve helt tæt op ad hinanden i flere uger. Med de vilkår er det en fordel at have en forståelse for, hvordan andre agerer under pres”, siger Lars Jørgensen.

EM-slutrunden spilles i Danmark og strækker sig fra 3. til 20. december. Efter Norges afbud som medarrangør huser Herning og Kolding alle kampe. Danmarks første kamp er mod Slovenien fredag den 4. december.