Coronavirussen har lukket Danmark ned og sendt mange af os hjem for at arbejde. I denne opdatering finder du informationer om, hvordan du fortsat kan gøre brug af Garudas personprofiler – og stadig få support og sparring – i denne usædvanlige situation.

Men først vil vi understrege, at vi hos Garuda naturligvis følger udmeldingerne fra regeringen og sundhedsmyndighederne nøje. Vi tager alle nødvendige foranstaltninger for at efterleve deres anbefalinger og har derfor både aflyst ERFA-dag og sendt samtlige medarbejdere hjem for at arbejde.

Vi er dog – og bliver ved med at være – fuldt funktionsdygtige. Så vores telefontider er de samme, og alle er på arbejde hjemmefra. Det betyder også, at du i de næste 14 dage kan trække på vores kompetencer, præcis som du plejer, samtidig med at du kan få den fulde værdi af vores værktøjer.

Hvis du har behov for hjælp til, hvordan du bruger vores personprofiler, JobMatchProfile eller den konsulentbistand, vi tilbyder, er du som altid meget velkommen til at kontakte os.

Vi opfordrer dig også til at læse videre her, hvor vi svarer på typiske spørgsmål om, hvordan du kan gribe dit arbejde med Garudas værktøjer an de næste to uger. Hvad enten du arbejder hjemmefra eller fra kontoret.


Jeg har tekniske spørgsmål. Hvem skal jeg kontakte?

Ved tekniske spørgsmål – det kan fx være til login eller installation – skal du blot kontakte os på vores hovednummer 87 46 86 00 eller mail garuda@garuda.dk. Præcis som du plejer. Tekniske spørgsmål vedrørende JobMatchProfile kan du rette til support@jobmatchprofile.com.


Hvad med login derhjemme?

Garudas løsninger ligger i skyen. Derfor kan du altid logge ind på dit software – også hvis du ikke har vores software installeret på den enhed, du arbejder fra derhjemme. Du kan logge på Garuda Web App, der giver frihed og fleksibilitet til at komme på overalt. Her kan du udsende og modtage personprofiler samt generere forskellige rapporter. Web app’en giver dig altså mulighed for at arbejde med personprofilerne hjemmefra i næsten samme omfang, som hvis du arbejder i dit software, hvor du dog har adgang til flere hjælpeværktøjer. Du er altid velkommen til at kontakte os for sparring og uddybende forklaringer på profilerne.

Ønsker du en ekstra adgang fra din hjemmearbejdsplads, hjælper vi dig også gerne uden beregning.

På denne side finder du en samlet oversigt over vores programmer, du kan logge på.


Hvordan giver jeg tilbagemeldinger over telefonen eller Skype?

Selvom coronovirussen har konsekvenser for vores arbejdsliv i øjeblikket, kan du stadig have brug for at give tilbagemeldinger til kandidater. Både som del af rekrutterings- og udviklingsforløb. Chefkonsulent hos Garuda Rikke Winter Dupont har i løbet af det seneste år givet mere end 100 tilbagemeldinger til kandidater over telefonen. I dette interview giver hun sine bedste råd til, hvad du skal være opmærksom på.


Hvordan forløber Garudas kurser?

Som situationen er nu, har vi besluttet at fortsætte med at afholde vores kurser, fordi antallet af deltagere ligger på mellem fem og ti pr. kursus. Enkelte kurser afholder vi over Skype. Ved de resterende kurser har vi ombooket til større lokaler med tomme stole imellem hver deltager, samtidig med at vi har taget forskellige andre foranstaltninger, som vi kommunikerer ud til deltagerne. Vi følger altid myndighedernes opfordringer og holder de af jer, som har tilmeldt jer vores kurser, opdateret løbende.


Hvilke muligheder er der for at se kandidaterne?

Hvis du gerne vil se kandidaterne, men ikke kan mødes med dem, er der selvfølgelig mulighed for at bruge Skype. Som alternativ – eller berigelse til Skype – kan du tilføje videorekruttering til processen. Det er en funktion, som indgår i JobMatchProfile. Her kan du formulere en række spørgsmål, som kandidaten skal besvare over video. På den måde kan du danne dig et bedre indtryk af kandidaten. Kontakt markedsdirektør Jakob Kaae, hvis du ønsker hjælp og inspiration til, hvordan du inddrager video i dine rekrutteringer.


De bedste hilsner og pas på jer selv.
– Alle os fra Garuda

PS
Vi opdaterer løbende denne oversigt med spørgsmål og svar.