Finn Havaleschka, Garuda Research Institute
Under corona har der været forskellige undersøgelser fremme, som indikerede, at vi arbejdede mere effektivt og trivedes bedre på hjemmekontoret end på arbejdsplads. Senest peger andre undersøgelser dog på mindsket trivsel, øget ensomhed og flere psykiske lidelser. Medierne omtaler det som en overraskende nyhed, men jeg spørger mig selv:
Hvordan kan man være overrasket over, at den lange nedlukning af samfundet IKKE skulle have negative psykiske og mentale konsekvenser for befolkningen? Jeg mener, ingen er vel uvidende om, at mennesket er et socialt dyr, som netop på grund af de menneskelige egenskaber har arbejdet sammen to og to, i mindre og større grupper og i samfund for at overleve. Den sociale kontakt, samarbejdet om at finde løsninger på kriser og udfordringer, har siden menneskelivets begyndelse været et helt centralt element i disse bestræbelser.
At man så i kortere perioder kan holde gang i opgave- og problemløsning fra et hjemmekontor, hvor man sidder alene – foran skærmen – er en anden sag, men effektiviteten falder naturligvis, når man ikke umiddelbart kan udveksle ideer eller kommunikere om problemer, når de opstår. Det er mentalt og psykisk opslidende.
Dertil kommer, at en stor del af kommunikationen mellem mennesker ikke blot bliver opfattet og forstået ud fra de sagte ord, men i meget høj grad også gennem kropssproget. En del forskning viser, at en stor del af opfattelsen af et andet menneske sker ved en instinktiv vurdering af udseende, øjenkontakt, stemmeleje og stemmeføring og den udstråling, der kommer fra den man taler med. Indtryk som blandt andet sætter sig som sym- eller antipatier, tillid eller mistillid, troværdighed eller utroværdighed. Får vi ikke disse indtryk med, begrænses kommunikationen og idéudvekslingen om problemer og problemløsning. Og – i længden – bliver mange af os syge.
Tænk bare på, hvordan mundbindet fratager os oplevelsen af, om et menneske smiler eller ej.
Alene-heden sætter ind
Selvfølgelig kan vi være oplagte, effektive og mentalt på toppen i et vist stykke tid, men på et tidspunkt sætter ”alene-heden” sig ind, når vores iboende behov for social kontakt ikke bliver dækket. Samværet med de nærmeste kan ikke i længden dække vores behov for social kontakt og behovet for at samarbejde om at løse opgaver sammen med vores kollegaer på arbejdspladsen.
Online-møder er fine, men kan ikke erstatte disse behov i længden. Vi brænder ud og bliver mentalt nedslidt uden samvær med og inspiration fra andre. Bare det at mangle smilet!
Et socialt behov
I Garuda har vi i snart 40 år beskæftiget os med personprofiler. De undersøger blandt andet respondenternes behov for samvær og social kontakt.
Ved at gennemgå et udvalgt datasæt, der består af mere end 70.000 respondenter udfyldt i Danmark, ved vi, at 82 % af danskerne giver udtryk for et behov for social kontakt.
Går vi et spadestik dybere, kan vi se, at kun 5 % svarer, at de foretrækker at være sammen med sig selv fremfor at bruge tiden med andre. Og knap 4 % føler sig bedst tilpas i eget selskab.
Disse tal peger på et eklatant behov for menneskelig kontakt – i hvert fald i et eller andet omfang – og fortæller sit eget tydelige sprog om, hvorfor hjemmekontoret er opslidende over tid.
Mental hygiejne
Jeg er ikke i tvivl. Min opgave i Garuda er at udvikle vores HR-værktøjer, så brugen af dem skaber mere værdi for vores brugere. Det sker ved at analysere data fra de mange profiler, vi har i vores database for, med udgangspunkt i fakta, at komme med ideer og modeller, der kan fremme HR-processer som personlig udvikling, samarbejde, problemløsning, coaching, resultatskabelse osv.
En stor del af dette arbejde er ”alene-arbejde”, men hold da op, hvor jeg savner den daglige udveksling af ideer og vurdering af data. Det er fint med regelmæssige online-møder, men meget går tabt, når jeg skal vente flere dage på næste møde og ikke kan få omgående respons på en idé, et spørgsmål eller fortolkning, som jeg er i tvivl om.
Social kontakt, fornemmelsen for opbakning, støtte og tillid. Fornemmelsen af, at jeg ikke arbejder alene – et socialt tomrum – er vigtige mentalhygiejniske faktorer. Uden det går meget tabt. Herunder den energi og entusiasme, der normalt driver værket.
