Der er høj fart på de digitale transformationer, som virksomheder og organisationer gennemgår i disse år. Transformationerne er nødvendige for at følge med udviklingen og undgå at miste terræn til konkurrenterne. Derfor er de ofte strategisk funderet og påvirker stort set alle led i virksomheden – fra produktion og distribution til salg, kommunikation og ledelse.

Ansvaret for at lykkes med digitaliseringen hviler på lederen. Det ansvar er let for nogle, men tungt for andre og afhænger ofte af, hvor stor digital viden lederen har – både hos sig selv og til rådighed i virksomheden.

Netop opgaven med at skabe overblik over, hvilke kompetencer man har til rådighed, og hvor omfattende indlæringskapaciteten er hos medarbejderne, er ofte den sværeste. Det digitale landskab er tit svært for lederen at navigere sikkert igennem – og det er fuldt forståeligt. For hvad betyder de mange buzzwords, der florerer, helt præcist? Og hvilke af dem er de rigtige at implementere?

Dertil kommer, at digitaliseringen kan føre markante kulturforandringer med sig, som kan være vanskelige at håndtere. Hvilken betydning får det for eksempel for sammenhængskraften i virksomheden, når stort set alle medarbejdere kan udføre deres arbejde med kun en computer og altså lige så godt kan arbejde hjemme? Og hvilke konsekvenser får digitale omlægninger i produktionen, der kræver udskiftninger i medarbejderstaben, for de medarbejder, der bliver?

Svære spørgsmål, som det vil kræve hjælp at svare på. Men den hjælp kan være grænseoverskridende at række ud efter. Og dertil kommer selvfølgelig, at både lederen og medarbejderen har rigeligt at se til i forvejen.

Så hvordan lykkes man som leder med at implementere digitale transformationer? Jeg har samlet fire gode råd:

  1. Vær åben om egne udfordringer – og opsøg viden:
    Det kan være svært at skulle indrømme, hvis man ikke forstår teknologien til bunds, men det er nødvendigt. Husk på, at der med garanti er mange andre, som heller ikke ved, hvad alle buzzwords dækker over. Så spørg dine medarbejdere, og aktivér dit netværk – hvem har erfaringer med hvad? Og hvilke erfaringer kan du overføre til din virksomhed?
  2. Bevar roen:
    Selvom der kan blive presset på for, at bestemte digitale løsninger skal rulles ud hurtigst muligt, er det afgørende, at du bevarer roen. Tag et skridt tilbage, og overvej, om det er vigtigt for eksekveringen af strategien, at du vælger en bestemt digital løsning frem for en anden. Det tager tid og kræver ressourcer at gennemgå en digital transformation, så de transformationer, som er relevante for jer, skal du vælge af de rigtige årsager – og ikke fordi konkurrenten gør det.
  3. Skab diversitet i teams, og investér i uddannelse:
    Du kan med fordel undersøge, om du kan sammensætte teams, der kombinerer de nyeste digitale kompetencer med omfattende erfaring og strategisk indsigt i virksomheden. På den måde højner du nemlig sandsynligheden for, at den digitale transformation bliver rodfæstet. I denne proces kan det være nødvendigt at rekruttere nye medarbejdere og opkvalificere dem, du allerede har.
  4. Indstil dig på, at rollen som leder ændrer sig:
    Digitaliseringen fører en masse forandringer med sig. Ét er, hvad den betyder for kulturen på arbejdspladsen. Noget andet er, hvad den kommer til at gøre ved dine opgaver. Medarbejderne skal sandsynligvis arbejde sammen på nye måder, og det kan være, at nogle af dine administrative opgaver automatiseres. De forandringer er det vigtigt, at du forbereder dig seriøst på. Det kan være, du får brug for ledelsesmæssig sparring eller efteruddannelse – på linje med dine medarbejdere. For to ting ved digitaliseringen er uomgængelig: a) Den fortsætter ufortrødent og b) Den kræver nye kompetencer.
Del på LinkedIn

Relaterede artikler

Menu