Flere og flere virksomheder begynder at bruge videointerview, når de rekrutterer nye medarbejdere. Ifølge en undersøgelse, som Analyse Danmark foretog for AS3 Transition for et par år siden, svarede 19 % af de adspurgte virksomheder således, at video indgik i deres rekrutteringsproces. Hos Garuda er vores erfaring, at dette tal er steget ganske betragteligt siden.
Virksomhederne betragter dog ikke videointerviewet som en erstatning for den skriftlige ansøgning eller CV’et, men som et supplement. Den velskrevne ansøgning og det motiverede CV er altså stadig lige vigtige. Men videointerviewet fungerer som et værktøj til at kvalificere udvælgelsen af kandidater og til at gøre den efterfølgende jobsamtale skarpere.
Videointerview i JobMatchProfile
Hvis du bruger Garudas personprofiler, kender du med al sandsynlighed vores digitale rekrutteringssystem JobMatchProfile. I det system har du mulighed for at inddrage videointerview som en del af din udvælgelsesproces.
Garudas markedsdirektør Jakob Kaae forklarer i det følgende, hvordan du bruger videointerviewet i JobMatchProfile. Og hvad du generelt bør være opmærksom på, hvis du implementerer video i dine rekrutteringsprocesser.
”I JobMatchProfile fungerer det på den måde, at du – efter at have fastsat ønskerne til de faglige og personlige kompetencer for kandidaten i jobbet – kan inddrage videointerview, så du bedre kan bedømme, om kandidaten stemmer overens med jeres idealprofil”, siger Jakob Kaae og fortsætter.
”Du fastlægger, om kandidaterne skal besvare mellem et og fem spørgsmål, og om de får mellem 15 og 90 sekunder til at besvare hvert spørgsmål. Selve spørgsmålene formulerer du selv på skrift i systemet. Du fastlægger også, om der skal være en deadline, som kandidaterne skal overholde, og om det er alle kandidater eller kun udvalgte, der skal svare.
Du kan sende invitationen til videointerview ud som en del af de faste mailskabeloner i JobMatchProfile, eller du kan selv formulere, hvad der står i mailen”, forklarer Jakob Kaae.
Tag hånd om kandidaterne
Nogle kandidater oplever det sandsynligvis som lidt grænseoverskridende at skulle filme sig selv. Andre føler nok en nervøsitet for, om de brænder tilstrækkeligt igennem. De bekymringer er det ifølge Jakob Kaae vigtigt at tage seriøst.
”Det giver arbejdsgiveren en fordel at se kandidaterne an i videointerviews inden jobsamtalerne. Dels for at kvalificere udvælgelsen, dels i forhold til at stille de rigtige spørgsmål senere. Men når det er sagt, må man også se på det fra kandidaternes side. Er der nogen af dem, som synes, det er ubehageligt at være på video?,” spørger Jakob Kaae og foreslår selv en løsning på problemet.
”Jeg anbefaler, at man i kommunikationen til kandidaterne slår på, at det er en cadeau til dem og det ansøgnings- og CV-arbejde, de har gjort. Og at det også er i deres interesse, at jobsamtalen bliver så relevant som muligt. For både kandidat og arbejdsgiver bør jo være indstillet på at lave et langtidsholdbart match. Det er måske idealistisk af mig at tro, men det er farligt, når man ønsker et job så meget, at man fremstiller sig selv på en uautentisk måde. For så ender man på sigt med at mistrives i jobbet, fordi man simpelthen ikke er den rette.
”I JobMatchProfile forsøger vi at imødegå kandidaternes mulige nervøsitet ved at guide dem gnidningsfrit gennem processen. De kan således optage sig selv så mange gange, de har lyst til, se optagelserne igennem og til sidst acceptere, når de mener, svaret er præcis, som det skal være. Og det er kun den endelige version, rekrutteringsmedarbejderne ser. Jeg vil foreslå, at andre indretter video på samme måde i deres rekrutteringer. Så bliver det nemlig et godt værktøj for både kandidater og arbejdsgiver”, runder Jakob Kaae af.
Kontakt markedsdirektør hos Garuda Jakob Kaae, hvis du vil have hjælp til videorekrutteringen i JobMatchProfile. Som med al anden kundeservice hos os, sker det naturligvis uden beregning.