Forleden læste jeg en artikel, som fint illustrerede et par vigtige pointer om, hvad lederen skal være ekstra opmærksom på, når det gælder kommunikation under corona. Og dét selvom artiklen egentlig handlede om noget helt andet.

Artiklen stammede fra Zetland og forsøgte at portrættere Saszeline Dreyer. I hvert fald på overfladen. For ret hurtigt udviklede artiklen sig til en refleksion over, hvordan man møder mennesker, der har helt andre opfattelser end en selv.

Saszeline kender du måske fra ungdomsgruppen S.O.A.P., som gjorde hende både danmarks- og verdenskendt som 14-årig. Saszeline og storesøsteren Suriya blev spottet af Remee, der skrev musik til dem og etablerede samarbejdsaftaler med nogle af musikindustriens tunge drenge. Fra slut 90’erne til starten af 00’erne turnerede S.O.A.P. verden rundt, blandt andet med Backstreet Boys.

Siden blev Saszeline influencer på Instagram, hvor næsten 90.000 følgere kunne se hendes indhold, der især handlede om skønhed, wellness og livsstil. De største danske influencers kan tjene op mod 100.000 kr. om måneden. Og Saszeline var en af de store. Lige indtil hun skiftede fokus fra sundhed til sygdom. Hun begyndte at blande sig i diskussionen om, hvordan myndighederne håndterer covid-19, ved at dele konspiratoriske artikler og ”forskning”, som manglede evidens for sine påstande.

Det førte til, at Instagram lukkede hendes konto tilbage i september.

To timers mundhuggeri

Og her finder vi udgangspunktet for Zetlands portræt. For hvordan møder man et menneske åbent og nysgerrigt, som har en radikalt anderledes opfattelse af verden, end man selv har?

Journalistens første forsøg endte med et interview på to timer. Eller rettere et skænderi. For interviewet udviklede sig hurtigt til mundhuggeri om corona og en uenighed om, hvilke kilder der var troværdige til at formidle information.

Efterfølgende oplevede journalisten en erkendelse af, at hun havde grebet opgaven helt forkert an.

Fire en halv måned senere prøver hun at interviewe Saszeline igen, fordi indholdet til den første artikel ville blive for uinteressant til at bringe. I den mellemliggende periode har journalisten lært noget om at forstå et andet menneske, hvis verdensbilleder strider mod ens eget. Hendes udlægning: Man er nødt til at sænke paraderne og give plads. Ellers når man ingen vegne.

Og rigtig nok. Da de skruer ned for deres egne holdninger og op for nysgerrigheden for den andens, finder de ud af, at Saszeline hele sit liv har forsøgt at indrette sig efter andres ønsker. Det har altid været forventningen, når hun skulle optræde – enten som sanger eller som glitterfigur. Det var vigtigt for hende, at andre kunne lide hende. Men samtidig var hun kørt træt i det overfladiske, men vellønnede liv som influencer. Et liv, hvor hun følte, hun tabte sig selv. Var ren overflade uden dybde.

Så delingen af alt indholdet, der gik mod myndighedernes anbefalinger om covid-19, var et opgør med det etablerede og en måde til at blive smidt ud af det afhængighedsskabende liv som Instagram-personlighed.

Derudover kom de frem til, at Saszeline siden sin ungdom har følt sig svigtet af samfundet, fordi det ikke gav hendes bror den fornødne hjælp i årene op til, at han begik selvmord. Heller ikke Saszeline eller hendes familie oplevede at få den hjælp, de havde brug for bagefter.

Så hendes kamp på Instagram var både et opgør med autoriteterne, som hun følte, havde svigtet hendes familie, og med de årelange forventninger til hende; at hun ikke måtte have en holdning, hun skulle blot være blikfang.

Mangler egenomsorg

Og hvorfor genfortæller jeg så denne historie? Det gør jeg, fordi den – godt nok med et af de mere ekstreme eksempler – viser, hvorfor nysgerrigheden for andre mennesker er så vigtig. Men også refleksionen over sine egne standpunkter. Vi kan kalde det perspektivbevidsthed. Altså at vi er bevidste om vores egne holdninger, og hvilken indflydelse de har i mødet med andre, samtidig med vi reflekterer over og er åbne for andres meninger.

For selvom vi sagtens kan være uenige med Saszeline, når vi kun ser hendes opdateringer med tvivlsomt indhold, så giver hendes forhistorie en form for, om ikke retfærdiggørelse, så i hvert fald forklaring på, hvorfor hun agerede, som hun gjorde. Og den ville vi aldrig komme frem til uden at være åbne og interesserede.

Det var den ene erkendelse, artiklen illustrerede, som vi kan tage med over i arbejdslivet. Og den er særligt betydningsfuld under corona. For mange føler pres, mistrivsel, stress og depressive tanker. Og uden den nødvendige åbenhed og nysgerrighed fra leder til medarbejder – men også fra medarbejder til leder og medarbejderne imellem – bliver problemet kun større.

Det er særligt det støttende og anerkendende arbejdsmiljø, mange savner på hjemmekontoret, hvor vi mangler den lette adgang til vores kollegaer. Her skal der en speciel indsats til for, at vi rigtig mærker hinanden, når vi kun kommunikerer over mail eller skærmen. Så det lille spørgsmål ’Hvordan har du det – hvis du skal være helt ærlig?’ bliver et godt ledelsesværktøj. Både i ledelsen af os selv og af andre.

Den nuværende situation kalder på en større interesse for sine kollegaer og medarbejdere. Årsagen er blandt andet, at arbejdstiden flyder mere sammen med privatlivet på hjemmekontoret, og at den sammensmeltning kan åbne for, at privatpersonen kommer mere til udtryk på arbejdet – med vores trivsel og velbefindende som omdrejningspunkt.

Spørgsmålet ’Hvordan har du det – hvis du skal være helt ærlig?’ leder videre til den anden erkendelse, jeg mener, artiklen om Saszeline fører til. Nemlig lederens (manglende) evne til at udøve egenomsorg. Rigtig mange artikler under corona drejer sig om lederens ledelse af medarbejderne. Hvordan sikrer hun motivationen? Hvilke knapper skal hun dreje på for at fastholde produktiviteten? Hvad skal hun være opmærksom på, når hun kommunikerer til de forskellige typer?

De spørgsmål og vinkler er naturligvis gode, og de fokuserer på lederens væsentligste opgave, nemlig at lede andre. Men de overser lederen selv. Mange steder har lederen nu gennem over et år forsøgt at kommunikere håb på trods. Det begynder at tære og ophobe sig som et følelsesmæssigt pres, hvor lederen til en vis grad må tilsidesætte egen trivsel på grund af fokus på medarbejdere og drift. Nogle sammenligner det med stewardesser, der på trods af lumre kommentarer, må arbejde smilende videre.

Jeg vil derfor slutte artiklen her af med et opråb til lederne om at huske sig selv og kigge indad. For først, når du har styr på egen trivsel, kan du for alvor hjælpe andre dér, hvor de befinder sig.