Ole Fogh Kirkeby: Den positive og negative skrøbelighed

Ole Fogh Kirkeby: Den positive og negative skrøbelighed

Ifølge professor emeritus fra CBS’s Department of Management, Politics and Philosophy Ole Fogh Kirkeby findes der ikke nogen entydig form for robusthed eller skrøbelighed. Derfor er der behov for at nuancere begreberne, så vi undgår ukritisk at hylde robustheden, mens vi afskriver skrøbeligheden, fordi den bliver forenklet til en manglende evne til at kunne håndtere arbejdspres.

I denne artikel kigger vi på, hvordan Kirkeby skelner mellem to positive og to negative former for skrøbelighed. Generelt er skrøbelighed udtryk for, at man er mere åben og modtagelig over for sine sanseindtryk. Der er tale om evnen til at registrere det nærmest usynlige og en intens fornemmelse af sig selv og andre. Skrøbelighed er altså en bestemt måde at rette sig mod verden.

Den positive skrøbelighed
De positivt skrøbelige har antennerne ude, og de modtager på en særlig frekvens. Skrøbeligheden hører sammen med sensitiviteten, åbenheden, spontaniteten og troskyldigheden, men kan også dække over godtroenhed og mistænksomhed. Det positivt skrøbelige menneske kan altså have en kompleks psyke.

Det er vigtigt for Kirkeby at understrege, at den positivt skrøbelige ikke nødvendigvis er svag, men snarere er sart, følsom og modtagelig. Hun har en skærpet opmærksomhed, er medfølende og indlevende, men også sårbar og nærtagende.

Hun lytter nøje til sin indre stemme og taler til sig selv med stærkere kritisk sans og større alvor, end mange andre gør. Hun er også tunet ind på andres tanker, motiver og bagtanker – og har et sind, der er kendetegnet ved undren, nærvær, omsorg, autenticitet og beskedenhed.

Som tilfældet også er med robustheden, skelner Kirkeby mellem to former for positiv skrøbelighed.

1. Den potentielt frugtbare skrøbelighed
For Kirkeby kan sensitivitet høre sammen med mistænksomhed. Derfor må andre modtage de skrøbelige med åbne arme. For lederen handler det om at bede dem om det, de kan give – og rose dem for sensitivitetens plussider. Det handler om egenskaber som at være kreativ, intuitiv, empatisk, fremsynet og dreven.

Den potentielt frugtbare skrøbeligheds svaghed kan være perfektionismen, og at hun stirrer sig blind på svagheder – og af den grund dømmer sig selv unødigt hårdt. Den gode leder letter dette pres ved at tage hånd om den skrøbelige. Ros og positiv kommunikation er vigtigt. Men man kan også opfinde en postkasse til at lægge ideer eller kritik i, hvis den skrøbelige er konfliktsky eller frygter at præsentere sine ideer i plenum.

For at udnytte den potentielt frugtbare skrøbeligheds fulde potentiale kan kollegaer nedtone konkurrencen og den hårde tone – og i stedet fokusere på fællesskabet.

2. Den berigende, skabende og fællesskabsstyrkende skrøbelighed.
Den anden form for positiv skrøbelighed forholder sig direkte til fællesskabet og fokuserer på, hvor meget vi behøver hinanden. Hun arbejder derfor på at styrke teamet og afdelingen – uden at forvente at få noget igen. Hun har dog gavn af, at andre forstår og tager hensyn til hende.

Ifølge Ole Fogh Kirkeby er hun arbejdsom, ansvarsfuld og perfektionistisk, men også diskret, forsigtig og ordentlig. Hun interesserer og engagerer sig i andre og er styret af sine værdier.

Ledere og kollegaer kan få meget ud af at arbejde sammen med hende, men de skal være forsigtige med, at hun ikke bukker under for sit eget præstationspres.

Den negative robusthed
Også den negative robusthed skærer Kirkeby ud i to udgaver – uden dog for alvor at gå i dybden med, hvad de har til fælles. I stedet kigger han på forskellene.

3. Den selviske skrøbelighed
Den selvisk skrøbelige er usolidarisk over for fællesskabet og vælter presset over på medarbejdere og kollegaer. Under overfladen lurer vreden, uforløste ambitioner og skuffede forventninger.

Hun synes, at det altid er hende, der betaler prisen, og er ligeglad med, om andre er udsat for samme pres og vilkår, som hun er. Men kan hun undgå de ubehagelige opgaver, er det fint.

Som leder er hun hensynsløs, føler sig bedre end andre, er jaloux på sine medarbejdere og ser kun efter egne fordele. Samtidig undgår hun at tage beslutninger, hvor bestyrelsen kan stille hende til regnskab.

Som medarbejder er hun nærtagende, klynker, taler lederne efter munden og bekymrer sig om, hvad hun kan miste.

4. Den destruktive skrøbelighed
Den sidste form for skrøbelighed – den decideret destruktive – mangler solidaritet for fællesskabet, afviser at tage ansvar og obstruerer gruppearbejde. Hun føler altså hverken ansvarlighed over for kollegaer eller organisationen.

Den destruktivt skrøbelige excellerer i at påtage sig offerrollen, giver andre skylden og overvejer strategisk, hvad der giver de største gevinster for hende selv. Som leder er hun derfor usympatisk og upålidelig, mens hun som medarbejder indynder sig hos kollegaer og ledere for at udnytte sit kendskab til dem – og dolke dem i ryggen, hvis det kan give en fordel.

Alligevel hævder hun, at ingen forstår hende eller værdsætter hendes indsats og viden.

Det var de fire former for skrøbelighed. Kirkeby opfordrer til, at ledere og HR-afdelinger bliver mere bevidste om, hvilke typer skrøbelighed eller robusthed de mangler i teamet, når de slår stillinger op. Faren er nemlig, at man ender med at efterspørge unuanceret robusthed, der kun går på evnen til at kunne klare arbejdspresset uden at gå ned med stress, men som overser robusthedens faldgruber og skrøbelighedens mange gode egenskaber.